Nu er det faktisk et stykke tid siden at jeg blev færdig med Dostojevskij's Forbrydelse og straf - eller i min fars udgave hedder den Rodion Raskolnikov 1 (noget siger mig, at jeg kun har læst halvdelen?), men har af en eller anden grund haft besværligheder ved at nedfælde blot et par enkelte ord om den. Først og fremmest vil jeg sige, at det var en rigtig god bog at starte mit læseprojekt med, men også en svær én. Jeg har på fornemmelsen, at standarden vil falde betydeligt efter denne. Men bortset fra det. Jeg har aldrig været så lang tid om at læse en bog, som jeg var med denne. Ca. 2-3 uger tog det mig. Vanvittigt! Grunden er, at der simpelthen er så meget kød på, at jeg fik nok efter et par sider per omgang. Jeg vil holde mig fra at referere eller lignende, og blot nøjes med at give min egen vurdering. Derfor har jeg udtænkt et par spørgsmål til mig selv:
Hvorfor læse Forbrydelse og straf?
Vi får en stærkt sympatisk hovedperson foræret, ham som går hen og bliver morder - forbryderen. Et sjældent indblik i en forbryders sind og tankegang; vi følger ham fra at være en nedslået og ensom universitets drop-out til vanvittig morder; men aldrig på noget tidspunkt hader man ham; han havde i hvert fald gennem hele forløbet min vedvarende sympati, skønt jeg af og til blev grueligt irriteret på ham. Ret utroligt. Altså oplever man en forbryder, per lovmæssig definition, men fortalt i 3. person med indre syn på forbryderen selv - Raskolnikov. Krimielskere vil elske denne, men som krimi-hader kan jeg roligt sige, at almindelige mennesker også vil kunne nyde den.
Svær/nem at læse?
Dostojevskij skriver meget malerisk, meget uddybende, og han har en fantastisk indsigt og forestillingsevne; jeg har sjældent oplevet noget lignende. Men monologerne synes af og til endeløse, og de russiske navne gør det lidt svært at følge med i hvem der er hvem - gudskelov er der i min udgave af bogen en kort oversigt over de væsentligste personer; ydermere indeholder den illustrationer, hvilket jeg må sige er en mangelvare i voksenlitteratur. Jeg vil ikke sige, at den er svær at læse; men tung. Ikke tør, men tung. Det er en bog, man skal tage sig rigtig god tid til at læse.
Afsluttende bemærkninger:
Jeg må med let skam indrømme, at jeg følte mig ganske tilfreds med mig selv (og ganske kulturel) da jeg lukkede bogen for sidste gang; det føltes som en stor bedrift at have gennemført den, og det var det vel egentlig også...
Hvorfor læse Forbrydelse og straf?
Vi får en stærkt sympatisk hovedperson foræret, ham som går hen og bliver morder - forbryderen. Et sjældent indblik i en forbryders sind og tankegang; vi følger ham fra at være en nedslået og ensom universitets drop-out til vanvittig morder; men aldrig på noget tidspunkt hader man ham; han havde i hvert fald gennem hele forløbet min vedvarende sympati, skønt jeg af og til blev grueligt irriteret på ham. Ret utroligt. Altså oplever man en forbryder, per lovmæssig definition, men fortalt i 3. person med indre syn på forbryderen selv - Raskolnikov. Krimielskere vil elske denne, men som krimi-hader kan jeg roligt sige, at almindelige mennesker også vil kunne nyde den.
Svær/nem at læse?
Dostojevskij skriver meget malerisk, meget uddybende, og han har en fantastisk indsigt og forestillingsevne; jeg har sjældent oplevet noget lignende. Men monologerne synes af og til endeløse, og de russiske navne gør det lidt svært at følge med i hvem der er hvem - gudskelov er der i min udgave af bogen en kort oversigt over de væsentligste personer; ydermere indeholder den illustrationer, hvilket jeg må sige er en mangelvare i voksenlitteratur. Jeg vil ikke sige, at den er svær at læse; men tung. Ikke tør, men tung. Det er en bog, man skal tage sig rigtig god tid til at læse.
Afsluttende bemærkninger:
Jeg må med let skam indrømme, at jeg følte mig ganske tilfreds med mig selv (og ganske kulturel) da jeg lukkede bogen for sidste gang; det føltes som en stor bedrift at have gennemført den, og det var det vel egentlig også...
