FIRE

Hvor er det egentlig rart, at så mange kunstnere har lagt alle deres følelser i musikken - så vi andre bare kan udtrykke vores følelser, med produktet af deres! I dag er Fire et godt bud på mine (følelser). Så simpel tekst, men alligevel så sigende. Jeg er ikke særlig begejstret for Bruce Springsteen, men så er det jo heldigt, at le Glee cast har lavet en fremragende udgave af den. Here goes:

Lyonel Feininger og ekspressionismen

Jesuiten III (1915)

Jeg er utrolig kræsen med hensyn til kunst, men én stilart har altid fænget mig: ekspressionismen. Det er af flere grunde. For det første, så er det den stilart, eller kunstbevægelse, der mest visualiserer min forestilling om, hvad malerkunstens funktion egentlig er. Nemlig at udtrykke - eller, to express - det som ikke kan udtrykkes med fotografiet. Jeg bryder mig ikke om realismen - omend jeg beundrer kunstnernes rent tekniske dygtighed - da man jo der ligeså godt kunne have taget et fotografi af motivet. Jeg bryder mig heller ikke om det abstrakte - det siger mig absolut intet. For at det skal sige mig noget, skal motivet indeholde noget genkendeligt - om det så er et dyr, et menneske eller bare et enkelt menneskeøje, er ligegyldigt; der skal bare være noget i billedet, som jeg kan forholde mig til på et eller andet følelsesmæssigt plan.

Die Grüne Brücke (1909)

Jeg kan ikke forholde mig til en tilfældig mikstur af farver og former. Det er, efter min mening, doven kunst. Men ekspressionismen tager, for det meste, det genkendelige - og forvrænger det, fordrejer det, til det bliver noget symbolsk, noget om følelser. I dag opdagede jeg Lyonel Feininger, som tilsyneladende var en del af den tyske ekspressionistiske kunstbevægelse, Der Blaue Reiter, som min yndlingskunstner, Franz Marc, var med til at stifte. Det er dog ikke mange af hans (Feiningers) malerier som portrætterer mennesker, men de få der gør, er jeg ret så vild med. Men bare rolig Franz, du er stadig (kunstmaler)manden i mit liv:

(liebe! - Franz Marc, 1880-1916)

I Want You

Fra Dylans "11 Outlined Epitaphs":

the cats across the roof
mad in love
scream into the drain pipes
an' it is I who is ready
ready t' listen
restin' restin'
a silver peace
reigns an'
becomes the nerves of mornin'
an' I stand up an' yawn
hot with jumpin' pulse
never tired
never sad
never guilty
for I am runnin' in a fair race
with no racetrack but the night
an' no competition but the dawn

'A poem of rejection' by Ditte J.

The phenomenon called 'love', my friend
is a long-term thing.
It grows as you nourish it,
Through the raging blizzards of winter,
To the sweet smells of summer and spring.

So how dare you show me love, friend?
On a lone autumn night
when it can not, nor will
Nurture even the most fragile seed,
which, illuminated by hope's dim light,
Hides inside of me.

Min mors ord:

Mit hjerte synger i dag
- selvom det er falskt.

Redigering

Når første bid af Leonard Cohens 'So Long, Marianne', (med en smule redigering), går hen og beskriver alt:

I used to think I was some kind of gypsy girl
before I let you take me home.

Opfølgning på plan:

1. Én rejse er næsten hundrede procent sikker: et par uger i Paris i december med Sara! Jeg glæder mig! Julelys, juleshopping, skøjter på is, varme drikke!
2. Fik løbet i dag, for første gang siden afvisning, så er tilbage på sporet. Må dog tilstå at have spist pizzaslice ikke så frygtelig mange timer før løb. Men var gedeost og frisk (ikke fryse), så jeg er hermed tilgivet.
3. Har været mere social i de sidste par uger, end jeg har været i månedsvis, så det er très, très positivt. Må det fortsætte!
4. Shopping i dag, dog hverken frækt lingeri eller tætsiddende jakkesæt, men derimod to udmærkede kjoler (hvoraf den ene må kategoriseres som såkaldt 'scorekjole') samt en varm, blød tingest. Praktisk er godt. Men er løbet tør for bøjler i mit skab!
   
5. Er ikke forfaldet til elendighed og apati grundet afvisning. Og eftersom afvisning skete for snart en uge siden, så er der vist ikke den store chance for at jeg forfalder i morgen heller. Håber jeg.
   

PLAN

Jeg vil ikke
1) tillade mig at forfalde til elendighed og apati grundet afvisning fra one-night’er charlatan som jeg kun har mødt én gang (vil heller ikke være overtroisk og føle at det er nemesis pga. egne afvisninger)
2) opgive jobsøgnings-situation, selvom det er frustrerende
3) opgive drømme om div. rejsedestinationer, men langsomt styre hen mod målet
4) opgive drømmen om at møde den Perfekte Mand (for hvem jeg også er den Perfekte Kvinde)
5) isolere mig selv herhjemme og læse indholdsfattige bøger hele dagen
6) føle mig forladt, ensom, afvist, alene, utilstrækkelig, grim, osv. osv.
7) spise usundt og holde op med at motionere, bare fordi der ikke er nogen jeg skal gøre indtryk på

Vil i stedet
1) tage afvisning med ophøjet ro og sende overskudsagtigt svar tilbage, så han kan se hvilket pragteksemplar af et menneske han går glip af
2) ihærdigt søge videre indtil jeg finder passende job der passer til mine ønsker og kvalifikationer
3) glæde mig til at komme ud og rejse, hvornår det end bliver
4) glæde mig til at møde den Perfekte Mand, hvornår det end bliver
5) bruge mere tid med Maja, Alice og Lotte (og Rikke, når hun er hjemme fra højskole)
6) gå mere i byen (med ovenstående)
7) blive ved med at løbe hver aften, spise færre frysepizzaer, spise mere Chilimili, Riz Raz og lign.

Vil styrke selvværd ved at
1) rydde op i garderobe og smide det tøj til genbrug, som ikke passer til mit nye image som rasende intelligent verdenskvinde i sin bedste alder (i særdeleshed stumpede, krøllede skjorter, hippieagtige leggins og alt fra bunden af vasketøjskurven), og derefter
2) investere i ny garderobe, som passer til mit nye image som rasende intelligent verdenskvinde i sin bedste alder. Jeg tænker Emily Blunt. Jeg tænker franske kvinder med stil. Jeg tænker mere frækt, sort lingeri (da det var noget der gik rent hjem). Jeg tænker højhalsede bluser, pencilskirts og tætsiddende jakkesæt
3) huske mig selv på at jeg et fantastisk individ, med en fantastisk omgangskreds, og at jeg ikke er forladt, ensom, afvist, alene, utilstrækkelig, grim, osv. osv.

De sidste ord i Mario Puzos "Tåber dør":

"Jeg lider, men jeg lever stadig. Det er meget muligt, at jeg er et fantom i livet, men jeg kender min begyndelse og min ende. Det er rigtigt, at jeg er et X i en ubestemt ligning, det X, der vil slå menneskeheden med rædsel, mens det rejser igennem en million galakser. Men lige meget. Dette X er den faste klippe, jeg står på."

Det smukkeste par

"Loss"

I filmen Memoirs of a Geisha taler hovedpersonen Sayuri på et tidspunkt i voice-over, hvor hun reflekterer over tabet af hendes forældre. Hun siger: "At the temple, there is a poem called "Loss", carved into the stone. It has three words, but the poet has scratched them out. You cannot read "loss".. only feel it." Jeg syntes, at det var så rigtigt. Af alt det jeg nogensinde har hørt, eller læst, om tabet af sine forældre, var det dét jeg syntes der har ramt mest plet. Jeg kan skrive digte om tabet af min mor til min dødsdag, men det vil aldrig få nogen, der ikke selv har oplevet det, til at kunne forstå og føle det jeg følte dengang - og stadig føler, i ny og næ.

Jobsøgning

Jobsøgning er et helvede. Virkelig. Er ikke urealistisk, slet ikke. Men startede selvfølgelig med at søge de mest attraktive steder først (forlag). Da jeg ikke hørte noget fra nogen, måtte jeg sende nogle flere ansøgninger ud. Kigger på jobindex. Kigger på jobzonen. Meget få jobs. Er ikke kræsen, men gider stadig ikke være natarbejder i Hvidovre på skummelt lager. Eller kassedame i netto. Eller telefonslave i fordækt firma. Men besluttede mig for, at børn også kan være søde, og ikke kun uhyggelige, så har sendt ud til nogle børnehaver og SFO'er i dag. Krydser fingre.